|
|
Datacentralerne
|
| Op gennem 60'erne indledtes en række samarbejder på it-området mellem forskellige mindre og mellemstore pengeinstitutter. Det førte til dannelsen af tre edb-centraler, der også i dag tager sig af at finde løsninger på de udfordringer, pengeinstitutterne står over for på it-området.
Derved er de lokale pengeinstitutter sikret, at de ikke alene kan følge med på it-området, men i nogle tilfælde også kan være foran, når det gælder om at drage fordel af de muligheder, udviklingen inden for it giver. Således var SDC - tidligere Sparekassernes Datacentraler - det første datacenter i Danmark, der kunne tilbyde kunderne et homebankingsystem.
Selvstændige i fællesskab
De tre datacentraler er Bankdata, der er placeret i Fredericia, BEC (Bankernes EDB Central), som er hjemmehørende i Roskilde og SDC i Ballerup uden for København. En fjerde datacentral, der betjener lokale pengeinstitutter er Elektron i Tórshavn, som er udviklings- og driftscenter for pengeinstitutterne på Færøerne.
Datacentralerne leverer alle it-ydelser til den finansielle sektor, og for dem alle gælder, at den fælles stordrift gør ydelserne billigere for det enkelte pengeinstitut.
På den måde illustrerer de hele den tankegang, der gør det muligt, at de lokale pengeinstitutter klarer sig så godt i konkurrencen med de større markedsdeltagere, nemlig fælles opgaveløsning - individuel kundekontakt. |
|
|
|
|
|
|