|
|
Sund fornuft i at genåbne Bankpakke II
|
| Det vil være godt for den danske banksektor og for samfundet som helhed, hvis politikerne genåbner Bankpakke II og giver et pengeinstitut mulighed for at søge om statslån med markedsmæssige rentevilkår i det særlige tilfælde, hvor ekstra kapital kan være af afgørende betydning for overtagelse af et andet pengeinstitut. Det mener Lokale Pengeinstitutter.
”Der er et behov for at få genåbnet Bankpakke II, så pengeinstitutter, der ønsker at fusionere, løbende kan søge om at få tilført kapital til konsolidering, indtil kapitalmarkederne igen fungerer normalt. Hvis man kan få en optankning til opkøb, vil vi givet se løsninger, der er billige for sektoren og for samfundet,” siger direktør i Lokale Pengeinstitutter, Jan Kondrup.
Finansiel Stabilitet er velegnet til at håndtere stærkt medtagne, usunde banker, men ikke til at håndtere banker, der blot er ramt af den internationale finanskrise og økonomiske nedtur. En genåbning af pakken vil kunne betyde, at banker kan overtages i sin helhed, inden de i værste fald bliver nødlidende. Der er ingen mening i, at sådanne banker i det nuværende marked nærmest kun kan finde en fusionspartner ved at blive splittet op i gode og dårlige dele med de skadevirkninger for samfundet, som en sådan fremgangsmåde kan give.
”Alt andet lige vil det være en sundere og mere markedsorienteret løsning at genåbne Bankpakke II”, siger Jan Kondrup og fortsætter: ”Ender et pengeinstitut i værste fald hos Finansiel Stabilitet, kan interesserede købere ”cherry-picke” de gode kunder, mens andre efterlades og stemples som ”dårlige kunder”, samtidig med at aktionærerne og indskyderne af efterstillet kapital lades tilbage og oftest taber deres penge. Det ér og bliver en dyr nødløsning.”
Jan Kondrup understreger, at der med en genåbning af Bankpakke II fortsat vil være tale om lån, der gives på fordelagtige vilkår for staten, at ordningen kun skal køre, indtil kapitalmarkederne igen fungerer som tidligere – og ikke mindst at pengene allerede er afsat til formålet.
Da den oprindelige tidsfrist for at søge om lån fra Bankpakke II udløb den 30. juni 2009, var der kun kommet ansøgninger fra pengeinstitutter om lån på ca. 42 milliarder. Det skal ses i forhold til, at politikerne oprindelig afsatte 75 milliarder kr. til formålet. Det er de overskydende ca. 33 milliarder kr., som Lokale Pengeinstitutter gerne ser, at pengeinstitutterne får lov at søge om øremærket til konsolidering.
Foreningens forslag om en genåbning af Bankpakke II er umiddelbart modtaget positivt af flere. Forslaget er således omtalt i Jyllands-Posten den 15. september 2009 af erhvervsordfører fra Venstre, Jakob Jensen, som et ”positivt og konstruktivt indspil for at finde en fremadrettet struktur for den danske finansielle sektor”. |
|
|
|
|
|
|