|
|
Totalkredit
|
| Totalkredit blev oprindeligt stiftet som Provinsbankernes Reallånefond helt tilbage i 1959. Det skete som følge af en liberalisering af boligstøttelovgivningen efter krigens og efterkrigstidens restriktioner. Men med et politisk forlig i 1970 blev det bestemt, at realkreditten skulle koncentreres i nogle få institutter, og dermed måtte fonden lukke for nyudlån.
I løbet af 1980’erne betød harmoniseringen af lovgivningen som følge af Danmarks EU-medlemskab imidlertid, at realkreditten igen blev liberaliseret, og i 1990 genopstod Provinsbankernes Reallånefond som Totalkredit.
Som noget nyt byggede Totalkredit på, at rådgivningen om realkredit skulle foregå i de lokale pengeinstitutter. Her kunne man – i og med at man i forvejen var inde i kundernes økonomi – give kunderne kvalificeret rådgivning om, hvad der var den bedst mulige boligfinansiering i den enkelte situation.
Konceptet slog an, og op gennem 1990’erne og de første år efter årtusindskiftet har Totalkredit taget større og større markedsandele fra de etablerede realkreditinstitutter.
I dag er Totalkredit en del af Nykredit, men fortsætter som et selvstændigt varemærke. Og fortsat ud fra udgangspunktet: De lokale værdier.
Læs mere om Totalkredit her |
|
|
|
|
|
|