Hjem
menu
PRESSE

 Pressemeddelelser
 Billedarkiv
 
FORSIDE MEDLEMSOVERSIGT SAMARBEJDER PRESSE OM FORENINGEN
menu
Hensættelser og reserver bør opbygges i gode tider
 
På Lokale Pengeinstitutters årsmøde i Århus i dag slog foreningens formand, direktør Bent Naur fra Ringkjøbing Landbobank, fast, at hensættelser og reserver bør opbygges i gode tider og ikke i dårlige tider.

Det er ikke første gang, foreningen fremfører dette synspunkt. På årsmødet for seks år siden, advarede man kraftigt mod indførelsen af de dengang nye - og nu udskældte - hensættelsesregler.

- Billedligt talt ville reglerne tvinge os til at smide det tøj, der skulle holde os varme inderst inde, og vi måtte først tage det på igen, når frosten for alvor havde sat ind, sneen væltede ned, og det blæste op til storm. Og er man først kommet dertil, så er det - som vi dengang understregede - ikke sikkert, at man kan få varmen igen, sagde Bent Naur.

I dagens tale understregede Bent Naur dog, at man skal passe på med at give reglerne skylden for udviklingen under krisen.

- Selvfølgelig har alle i den finansielle sektor et medansvar for krisen. Stort eller lille, men et medansvar. Det tror jeg er vigtigt at vedkende sig, for kun sådan kan vi komme ud af krisen og lære af den, sagde Bent Naur. Og som han ser det, er en del af det, vi kan lære af krisen, at man skal tænke sig godt om, inden man kaster sig ud i at lave nye hensættelsesregler for sektoren.

- Det vil være hul i hovedet, hvis man midt i en finanskrise - hvor man forinden har fjernet vores polstring - stiller krav om, at pengeinstitutterne skal til at hensætte som i gamle dage og skal til at beregne deres solvensbehov meget mere konservativt, end reglerne tilsiger. Hensættelser og reserver bør bygges op i gode tider og ikke i dårlige tider, sagde Bent Naur og tilføjede:

- At indføre skærpede hensættelsesprincipper og opstramninger nu, hvor krisen for alvor kradser, vil medføre flere dødsfald blandt pengeinstitutterne og kunne true den finansielle stabilitet. Denne advarsel er også møntet på vores hjemlige tilsyns ageren i forbindelse med deres inspektioner.

 
 
 
 
 
 
image