|
|
Skattereform skævvrider konkurrencen i banksektoren
|
| Forslaget til skattereform lægger op til en regulær brandbeskatning af de mindre og mellemstore pengeinstitutter og resulterer i en konkurrencemæssig skævvridning, konstaterede Bent Naur, direktør i Ringkjøbing Landbobank og formand for Lokale Pengeinstitutter på foreningens årsmøde, som blev holdt i Århus i dag.
I Danmark samarbejder landets pengeinstitutter om blandt andet Dankort, BetalingsService og afvikling af betalinger for at udnytte stordriftsfordele, der i sidste ende kommer kunderne til gode. Desuden har landets over 100 mindre og mellemstore pengeinstitutter etableret fællesskaber om eksempelvis realkreditlån for at kunne være til stede på markedet og sikre kunderne de bedst mulige produkter til en konkurrencedygtig pris. Og det fungerer efter hensigten.
Men med den nye skattereform lægges der op til dobbeltbeskatning af ejerandele på under 10 procent i pengeinstitutternes fællesejede forsyningsselskaber - og det rammer de mindre og mellemstore pengeinstitutter hårdt.
- Vi finder det aldeles urimeligt, at mindre og mellemstore pengeinstitutter, der får løst en række opgaver i fælles selskaber, skal betale meget mere i skat end store finanskoncerner, der har datterselskabsaktier i nøjagtig den samme type virksomhed, som vi driver. Den samlede beskatning af afkastet i vores forsyningsselskaber vil løbe op i hele 43,75 procent. Det er konkurrenceforvridning, så det basker, fastslog Bent Naur og sendte en appel til politikerne:
- Vi skal kraftigt appellere til, at politikerne får repareret på dette problem. Det er ikke fair, at vi mindre pengeinstitutter får spændt denne konkurrencemæssige klods om benet. Vi beder ikke om en generel skattelettelse, og det må være muligt at udforme loven, så det undgås, at den rammer på denne skæve og uheldige måde, lød opfordringen fra Bent Naur. |
|
|
|
|
|
| I FOKUS |
| |
|
Analysen fra nyhedsbrevet Bankinfo, der viser, at pengeinstiutterne over en bred kam overskrider grænseværdierne i Finanstilsynets nye "tilsynsdiamant" er fejlbehæftet og stærkt misvisende. |
Læs mere her |
|